SFO Absalon

I SFO Absalon har vi fokus på sund kost, leg, idræt og bevægelse.

Velkommen til SFO Absalon

Dagligdagen i SFO1

Kl. 6.30  tilbydes morgenmad til både de morgenfriske og de knap så morgenfriske børn. Morgenmaden består som oftest af havregrød, havregryn, cornflakes, brød, ost og syltetøj.

Der er stillemorgen for de børn, der har brug for det. De kan blive i caféen og de omkringliggende områder, hvor de kan hygge, snakke og lege. De mere aktive børn kan gå i tumlesalen, hvor de kan spille bold og lignende.

Kl. 7:30 ryddes morgenbordet, og kl 7.50 sendes børnene i deres klasser.

Kl. 14:00 åbner SFO´en igen, og inden børnene forlader klassen, bliver eftermiddagens program præsenteret af en pædagog.

Børnene går i caféen for at sige hej til flyveren og krydse sig ind. Når børnene siger hej, giver de hånd til flyveren. På den måde kan flyveren få et indtryk af børnene denne dag, ligesom det giver en større samhørighed at hilse med et håndtryk.

I caféområdet er der en oversigtstavle, som viser hvem der er på arbejde, hvor den enkelte pædagog er, og hvilke aktiviteter der i dag.

Når børnene kommer i SFO, har de mulighed for at få et lettere traktement frem til kl. 15:00. Det kan være rugbrød med pålæg, suppe, friskbragt brød, grøntsager med dip eller lign.

I SFO1 er der mindst tre planlagte aktiviteter hver dag. Der er minimum én aktivitet ude og én bevægelsesaktivitet hver dag.

I caféen er der altid en voksen til at sikre hyggen og sørge for, at børnene føler sig trygge. Hvis et barn oplever lidt kedsomhed, kan barnet altid komme i caféen og se, om der er en, der vil spille et spil eller lignende.

Foruden cafépædagogen befinder flyveren sig også i caféområdet. Flyveren sikrer, at alle børn krydser sig ind og ud. Det er også flyveren, der finder de børn, der skal sendes hjem. Alle børn skal sige farvel og give hånd til flyveren, inden de går hjem.

I SFO’en er der to pædagoger, der har opsyn med børnene inde og en ude. Resten af pædagogerne er fordelt rundt på forskellige aktiviteter inde og ude.

SFO’en lukker kl.17.00 (fredag kl. 16.30), og der ryddes op overalt . Vi forventer,

at børnene rydder op efter egne aktiviteter, og at forældrene bakker op om dette.

Dagligdagen i SFO2/Klubben

Klubben åbner når børnene har fri for skole fra kl. 14.00, og når de ankommer, skal de huske at krydse sig ind.

Når børnene har krydset sig ind, tilbydes de et let eftermiddagsmåltid frem til klokken 15.30

Efter en lang skoledag er der mulighed for at få slappet af i pudekrogen. I caféområdet  hygges der med snak og spil. Der tilbydes dagligt en kreativ aktivitet og en  ude/idrætsaktivitet.

Klubben har aftenåben to gange om måneden med forskellige tilbud som f.eks. besøg i foreninger, bowling, pizzabagning, bagedyst og talentshow. Talentshow er en årlig begivenhed, som børnene øver på i månederne op til. Forældrene inviteres til en festlig aften, hvor børnene viser deres talenter på scenen. Husk altid at holde øje med Tabulex for tilmelding til disse aftener.

Ved de større ture,  som f.eks. weekendture til Greve, overnatninger og Vilde Vulkaner, vil der  blive uddelt sedler med tilmelding og information. Der kan være en brugerbetaling på 20-50 kroner.

I caféen hænger der en tavle, hvor der findes information om ugens og månedens aktiviteter. Der hænger også et årshjul, hvor man kan få et overblik over Klubbens aften- og weekendaktiviteter

Klubben lukker kl. 17.00 mandag-torsdag og fredag kl. 16.30. De dage hvor der er aftenåbent, lukker Klubben kl. 19.45, hvis ikke andet er oplyst.

Børnene skal huske at rydde op efter sig selv, at krydse sig ud og sige farvel til en voksen, inden de går.

Flyveren

I SFO’ens hjerte er caféen og her befinder flyveren sig. Flyveren er hovedansvarlig for det pædagogiske opsyn. Det er her børn og forældre oplever, at der er tjek på børnene.

Flyveren har tre store opgaver:

  • at holde øje med hvilke børn der er i SFO’en
  • at servicere børn, forældre og personale i forhold til at tage telefon, sende børn hjem og informere om, hvor hvilke aktiviteter foregår
  • at være den, som børnene altid kan finde og få hjælp hos

Flyveren er den der

  • har det forkromede overblik
  • har dagens indkomne beskeder og besvarer dem
  • har kontakt til børnene i løbet af dagen
  • har den, der bliver sagt farvel til
  • har den gennemgående person i hele SFO-tiden
  • bevarer roen, også i pressede situationer
  • giver forældre og børn en god oplevelse i SFO’en ved altid at hilse og sige farvel med et smil

 

Idræt, leg og bevægelse

Vi blev i 2013 certificeret som idræt, leg og bevægelses SFO af DGI. Det betyder, at alle SFO’ens ansatte har gennemgået en idrætsuddannelse gennem DGI.

DGI evaluerede i 2009 effekten af at gå i en certificeret DGI Idræt, leg og bevægelses SFO. Evalueringen blev foretaget i en SFO, som havde gennemgået en certificering.

Evalueringens resultater:

  • 91 % af forældrene oplevede, at deres børn havde fået mere overskud i hverdagen
  • 42 % af forældrene oplevede, at deres børn var i bedre humør end før certificeringen
  • 84 % af forældrene oplevede, at deres børn var blevet mere bevidste om egen krop i forhold til motorik og sanser
  • 78 % af forældrene oplevede, at deres børn var blevet mere bevidste om egen krop i forhold til kost og sundhed
  • 20 % af forældrene mente, at der var en sammenhæng mellem barnets indmeldelse i idræts SFO og deres eget bevægelsesniveau

Det at vi i SFOen har fokus på sund kost, leg, idræt og bevægelse, udelukker ikke andre pædagogiske og kreative aktiviteter. Det er vigtigt at slå fast, at børnene ikke tvinges til at deltage i alle vores idrætsaktiviteter, men vores idrætsaktiviteter skal være attraktive tilbud.

Vi stiller ikke krav til, at børnene har særskilt idrætstøj liggende fast i SFO’en og langt de fleste af vores normale aktiviteter udføres i børnenes hverdagstøj.

De voksne er rollemodeller og deltager aktivt i aktiviteterne. Vi bruges vores idrætsuddannelse i det daglige arbejde, men også den faglige viden vi har omkring børns udvikling.

I de daglige aktiviteter udfordrer vi børnene med nye og spændende former for idræt, leg og bevægelse. Derudover samarbejder vi også med de lokale idrætsforeninger.

Dagligt tilbyder vi mindst en bevægelses aktivitet som dans, boldspil, løb mv. i SFO1 og Klub. Derudover bruger vi vores inde- og udeområde aktivt til leg og bevægelse, det kan være fangelege, og andre bevægelses lege. Ude er der også mulighed for at køre på cykel, mooncar, rulleskøjter mv.

Der er altid aktivitetsredskaber, som inspirerer til leg, det være sig bolde, sjippetove, reb, kegler mv.

Inde bruger vi både tumlesalen, gymnastiksalen, området ved biblioteket samt andre fællesområder aktivt til bevægelses lege. Vi bruger også lokalområdet i vores aktiviteter.

Hvorfor nu bruge tid på idræt, leg og bevægelse?

Formålet er, at vi gennem idræt, leg og bevægelses aktiviteter vil styrke børnene, så de får det godt:

  • psykisk – øget fysisk aktivitet og kropsbevidsthed giver børnene selvværd
  • fysisk – forebygge overvægt og fysisk inaktivitet og dermed fremtidige livsstilssygdomme
  • socialt - at vi støtter barnet i social udvikling og i at skabe venskaber, at udvikle ansvarlighed i forhold til egen krop, ansvarlighed i forhold til en gruppe og empati, sociale kompetencer og gøre barnet selvhjulpet.

 

Udeaktiviteter/uderummet

Vi vil vise børnene nærområdets muligheder for udeliv, hvordan naturen kan bruges, og hvordan den skal behandles.

SFO’en vil

  • være rollemodeller og gå forrest i de planlagte aktiviteter
  • dagligt have mindst en udendørsaktivitet
  • altid have personale ude
  • introducere børnene for lokalmiljøets mulighed for leg og aktiviteter, både vores eget område
  • og lokalområdet
  • præsentere børnene for naturen og de muligheder for leg og aktiviteter der er i og med naturen - lige fra at snitte i pinde, klatre i træer, GPS-løb, kreative værkstedsforløb og til kolonihavehold
  • bruge kolonihaven som et pædagogisk rum, der ikke umiddelbart kan skabes andre steder
  • samarbejde med foreninger og andre, fx Naturskolen, for at iværksætte forskellige forløb, der sikrer inspirerende aktiviteter

Vi lægger vægt på, at vi har et udeliv, hvor børnene kan udfolde sig i det fri og vi prioriterer, at der er forskellige forberedte pædagogiske aktiviteter med voksne som aktive rollemodeller.

Det er vigtigt, at børnene oplever, at aktivitetsredskaberne er let tilgængelige og inspirerer til leg. Derfor har vi altid sandting, bolde, sjippetove, hinkeruder, jeg-melder-krig-felter og meget mere.

Værkstedsaktiviteter

I alle SFO’ens værkstedsaktiviteter lægger vi vægt på kvalitet i processen. Forløbet skal være forberedt og varetages af pædagoger med de rette kompetencer, da dette giver det bedste læringsresultat.

Vi skal give børnene udfordringer og mulighed for fordybelse i forskellige kreative udfoldelser. Der skal være variation og brede. 

Værkstedsaktiviteterne skal give børnene mulighed for at

  • arbejde med og få kendskab til forskellige materialer og arbejdsformer
  • arbejde med deres egen kreativitet og skabertrang give børnene rum til fordybelse

Værkstedsaktiviteterne er ikke låst til specifikke lokationer på skolen. Vi vil også i perioder samarbejde med eksterne enheder, det kan være billedskolen, andre skoler institutioner, minihøjskoler

Sproglig fokus

Det er vigtigt, at vi som voksne er bevidste om, at vi er rollemodeller i alt, hvad vi siger og gør i SFO’en. Når vi arbejder med sproget, er det ikke kun tale-sprog, men også skrift-sprog, kropssprog og billed-sprog.

Sproglige og kommunikative færdigheder er vigtige elementer i det sociale "beredskab". Kommunikation er udveksling af budskaber og perspektiver mellem flere personer og dækker mange former fra mundtlig formulering, læsning, skrivning, kropssprog og anvendelse af elektroniske medier. Børnenes sprog og begrebsforståelse er en forudsætning for, at børn kan udtrykke sig og forstå andre. Børn lærer gennem samtalen og dialogen at udtrykke egne oplevelser, ønsker og behov samt lærer at lytte til andre.

SFO'ens børn skal lære at anvende sproget med forskellige formål: Skriftlig kommunikation som for eksempel beskeder, e-mails og SMS, samtale, kontakt, konfliktløsning og aktiv lytning. I den forbindelse arbejder vi med børnenes sprogbrug og deres respekt for hinanden.

I alle aktiviteter lægger vi vægt på sproglig udvikling og læsefærdigheder, det betyder at:

  • der er adgang til børnelitteratur
  • vi bruger opskrifter til madlavning og bagning
  • vi giver beskrivelser og forklaringer i forbindelse med værkstedsaktiviteter
  • vi har spil, som styrker og udvikler børnenes begrebsverden og kommunikation
  • vi giver os tid til at tale og lytte til børnene
  • der er tid og rum til at fortælle og læse historier
  • vi laver ”kursus” i etisk brug af mobiltelefon, sociale medier og internet
  • vi bruger fagudtryk for eksempel navnene på værktøj

 

IT i SFO og Klub

Udviklingsfokus for pædagogisk IT er at skabe en pædagogisk ramme for børnenes færden på internettet. Det være sig online spil, informationssøgning og sociale medier.

Vi bruger Wii, playstation og pc’ere, som bruges ad hoc til spil. SFO´en har aldersvarende spil, der udfordrer såvel den motoriske som den musisk kreative sans.

Vi benytter IT i en større pædagogisk kontekst, for eksempel ved at børnene er med til at dokumentere livet i SFO og Klub med selvproducerede billede- og videohistorier. IT skal være et særligt udviklingsområde.

Indretningen af SFO1

I SFO1 foregår stort set al aktivitet på niveau 1. Dog bruges Kunsten på niveau 2 til enkelte aktiviteter ligesom mellemetagen i Møblet indrettes som spillecafe med brætspil o.lign.

Indretningen kort:

Caféen er SFO’ens nerve og her befinder flyveren sig.

Rundt i SFO’en er der lommer til Lego, dukker, tegnemuligheder og playstation mv.

Tumlesalen og gymnastiksalene bruges aktivt med mindre, der er meget aktivitet ude.

Der er indrettet et stillerum, hvor der er mulighed for at læse i bøger, lytte til musik via høretelefoner eller spille på mobil. Rummet er indrettet med stole og sækkepuder, så de indikerer afslapning og hygge.

Organiseringen i SFO1

1 flyver

1 caféansvarlig

1 udevagt der hjælper flyveren med at finde børn og sikrer at alle trives og ikke går rundt på må og få

1 indevagt der hjælper flyveren med at finde børn og sikrer at alle trives og ikke går rundt på må og få

2 igangsætter forskellige aktiviteter ude

2 igangsætter forskellige bevægelsesaktiviteter

2 igangsætter forskellige kreative aktiviteter

2-4 bakker op om husets aktiviteter

Indretning og organisering i SFO2/Klub

Klubben er indrettet og delt op i områder, hvor det fremgår tydeligt, hvad der sker i de enkelte områder.

Klubbens primære område er i det nederste plan og er inddelt i

  • caféområde
  • computerområde med afskærmede pc’ere
  • kreativt område
  • stilleområde der er indrettet med rum/hule/lommer, hvor der kan hygges, spilles mv.
  • spilleområde med bordtennis, bordfodbold og airhockey
  • Wii-område med storskærm

I klubben arbejder vi under devisen ”det er sjovere at være her end ikke at være her”.

Klubben er kendetegnet ved

  • at det syder af liv og aktiviteter
  • at der er en glæde hos børn og voksne
  • at der er liv i cafeen, som er ”nerven” i klubben
  • at børnene har stor indflydelse på deres hverdag

Centralt i Klubben findes infovæggen med dagens og kommende aktiviteter samt sjove fotos fra livet i Klubben.

Sammen skal vi skal klædes på

Det skal være kvaliteten i opgaveløsningen, der er kendetegnet i SFO’ens arbejde. Det er afgørende for kvaliteten af det pædagogiske arbejde, at SFO’ens personale løbende kompetenceudvikles. 

Kompetenceudviklingen sker både individuelt og i den samlede personalegruppe.

Den individuelle kompetenceudvikling kan være

  • Vejlederuddannelser
  • ICDP (International Child Development Programme)

Fælles kompetenceudvikling kan være

  • Løbende efteruddannelse via DGI
  • Introduktioner i forhold til CL og Sproglig opmærksomhed

Derfor skal det sikres at

  • alle har de IT-kompetencer, der skal til for at varetage jobfunktionerne
  • der sker en vidensdeling i personalegruppen omkring børnesager
  • der er et fælles fagligt sprog

 

For studerende

Se vores praktikstedsbeskrivelse



Feedback

Sidst opdateret

07.08.2017

Ansvarlig redaktør

Heidi Gry Nielsen

SFO'ernes åbningstider

Mandag - torsdag: Kl. 6.30 - 7.50 og Kl. 14.00 – 17.00 (Orø 16.45)

 

Fredag: Kl. 6.30 - 7.50 og Kl. 14.00 – 16.30

 

Se lukkedagene i SFO her

Kontakt

SFO Absalon

SFO-leder:

Anne G. Hansen

Tlf. 72364757

 

SFO1:

Tlf. 72367374

 

SFO2:

Tlf. 72367374

 

SFO Bjergmarken

SFO-leder:

Anne G. Hansen

Tlf. 72364757

 

SFO Blok C - 0.-1. klasse:

Tlf. 72367416

 

SFO Blok A 1.-2. klasse:

Tlf. 72367413

 

SFO Blok D - 3.-4. klasse:

Tlf. 72367415

 

Pavillon - 4.-7. klasse:

Tlf. 72368423

 

SFO Blok C - Specialindskoling:

Tlf. 72367416

 

SFO Orø

SFO-leder:

Mai-britt Just

Tlf. 72367521

 

SFO:

Tlf. 72361926

Tlf. 72361928